In Held Twas In I “Glimpses of Nirvana”

In the darkness of the night, only occasionally relieved by glimpses of nirvana as seen through other people’s windows, wallowing in a morass of self-despair made only more painful by the knowledge that all I am is of my own making. When everything around me, even the kitchen ceiling, has collapsed and crumbled without warning. And I am left, standing in the eye of a well looking up and wondering why and wherefore.
At a time like this, which exists maybe only for me, but is nonetheless real, if I could communicate, and in the telling and the bearing of my soul anything is gained, even though the words which I use are pretentious and make you cringe with embarrassment, let me remind you of the pilgrim who asked for an audience with the Dalai Lama.
He was told he must first spend five years (in) contemplation. After the five years, he was ushered into the Dalai Lama’s presence, who said, “Well, my son, what do you wish to know?”
So the pilgrim said, “I wish to know the meaning of life, father.”
And so the Dalai Lama smiled and said, “Well my son, life is like a beanstalk, isn’t it?”

Held close by that which some despise
Which some call fate, and others lies
And somewhat small for one so tall
A doubting Thomas? Who would be?
It’s written plain for all to see
For one who I am with no more
It’s hard at times, it’s awful wrong

They say that Jesus healed the sick and helped the poor
And those unsure believed his eyes – a strange disguise
Still write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid
Only sometimes, still no doubt
It’s hard to say, it all works out

“‘Twas Tea-Time at the Circus”

‘Twas tea-time at the circus
King Jimmy, he was there
Through hoops he skipped, highwires he tripped
And all the while the glare
Of the aching, baking spotlight
Beat down upon his cloak
And though the crowd clapped furiously
They could not see the joke

‘Twas tea-time at the circus
Though some might not agree
As jugglers danced and horses pranced
And clowns clowned endlessly
From trunk to tail, the elephants
Quite silent, never spoke
And though the crowd clapped desperately
They could not see the joke

“The Autumn of My Madness”

In the autumn of my madness
When my hair is turning grey
For the milk has finally curdled
And I’ve nothing left to say
When all my thoughts are spoken
(Save my last departing verse)
Bring all my friends unto me
And I’ll strangle them with words

In the autumn of my madness
Which in coming won’t be long
For the nights are now much darker
And the daylight’s not so strong
And the things which I believed in
Are no longer quite enough
For the knowing is much harder
And the going’s getting rough

“Look to Your Soul”

I know if I’d been wiser
This would never have occurred
But I wallowed in my blindness
So it’s plain that I deserve
For the sin of self-indulgence
When the truth was read quite clear
I must spend my life amongst the dead
Who spend their lives in fear
Of a death that they’re not sure of
Of a life they can’t control
It’s all so simple really,
If you just look to your soul

Some say that I’m a wise man
Some think that I’m a fool
It doesn’t matter either way
I’ll be a wise man soon
For the lesson lies in learning
And by teaching, I’ll be taught
For there’s nothing hidden anywhere
It’s all there to be sought
And so if you know anything
Look closely at the time
For others who remain untrue
And won’t commit that crime, yeah…

It’s all so simple, really,
If you’ll just look to your soul

“Grande Finale”

THE END!

Procol Harum
Shine On Brightly, (1968)
In Held Twas In I
“Glimpses of Nirvana”

Annotationer

Hofstadters lov:
“Det tager altid længere end du tror,
også selv om du tager Hofstadters lov i betragtning.”

Lao Tze:
“At elske dybt og inderligt – giver stor styrke
At blive elsket – giver stor magt”

Albert Camus: “Ingen tænker på, at visse mennesker bruger enorm energi, bare på at være normale…..”

Lenin: “Etic is the aestetic of the future”

Lola Baidel: “Jeg KAN godt undvære dig; men jeg vil helst ikke.”

L. A.: “Their relationship were off again – on again always switching.”

L. Anderson: “They say that Heaven is like TV”

Burroughs: “Language is a Virus”

Arthur Rimbaud: “Je est un autre”

Ashleigh Brilliant: “Sålænge jeg har dig, kan jeg klare alle de problemer, som du uvægerligt giver.”

“Jeg er på grund af uforudsete omstændigheder herre over min skæbne.”

Antoine de Saint-Exupery: ” Kun med hjertet kan man se rigtigt; det væsentlige er usynligt for øjet.”

Schnatterly: “Hvis noget ikke kan gå galt, vil det gå galt.”

Woody Allen: “Sand Væren, ræsonnerede Needleman, kunne kun opnås i weekenden, og selv da var det nødvendigt at låne en bil.”

“Gud er tavs – hvis vi nu bare kunne få Mennesket til at holde kæft”

UK: ” En mere vidtrækkende konsekvens af den amputerede kommunikation – (og medieilluderende virkelighed) er, at kontaktetableringen i sig selv bliver manifesteringer af sociale net og at fællesskab og reel kommunikation bliver en illusion.”

Lyotard: ” Man skriver mod sproget, men nødvendigvis også med det.
At sige det, sproget allerede kan sige, er ikke at skrive. Man vil sige det, sproget ikke kan sige. Man voldtager det, man forfører det, man indfører et idiom, som det ikke har kendt. Når selve ønsket om, at sproget skal kunne sige andet end det, som det allerede kan sige, forsvinder, når sproget føles uigennemtrængeligt og dødt, og enhver skrift er forgæves, hedder det Nysprog.”

3D= Det da dødt

Væn dig til den overbevisning, at døden ikke angår os.
Thi alt godt og ondt beror på sansning, og døden er sansningens ophør.
Rigtig forståelse af, at døden ikke angår os, bibringer derfor livet nydelse trods dets korthed;
tiden udstrækkes ikke uendeligt, men vi befries for længsel efter udødelighed.
Der er intet afskrækkende i livet for den, der ret forstå.
Derfor er det meningsløst, hvis man forsvarer dødsfrygten med at sige, at ganske vist volder døden ingen smerte, når den kommer, men at tanken på dens komme er smertelig. For det der ikke volder smerte, når det kommer, volder kun smerte, når man tænker på det. Døden, den frygtligste ulykke angår således ikke os; thi når vi er, er døden ikke, og når døden kommer, vil vi ikke være. Alstå angår den hverken levende eller døde: for de levende er den ikke, de døde er selv ikke mere.

Epikur

Hvorfor Ravnen er sort

I begyndelsen var alle fugle hvide.
På den tid var en ravn og en lom fine venner.
De gik på jagt sammen om dagen og tilbragte mange aftener sammen med at snakke og pjatte og lave sjov med hinanden.
En dag kom Ravnen med en god idé: ”kære ven” sagde han, ”nu har vi to ærgret os sådan over,
at vi altid lyser op i landskabet om sommeren.
Vi er alt for lette at opdage for vores fjender. Skulle vi ikke tage at male vores parkaer?”.
Lommen syntes, det var en strålende idé. Han havde evig og altid besvær med at fange fisk.
Han skræmte dem på lang afstand, fordi han var så hvid.
”Med hvad?” spurgte Lommen.
”Vi kan bruge trækul. Og hvem kan male alle tiders smarte mønstre på vores parkaer!”.
Så fortalte Ravnen, at han vidste, hvor der var en forladt bålplads. ”Med masser af trækul”.
Der kunne de tage hen og så male hinanden.
Ravnen ville flyve i forvejen.
Og Lommen, der ikke var så god til at bevæge sig på landjorden, skulle ankomme i kajak.
De tog afsked. Lommen kravlede ned i sin lille kajak og padlede langsomt af sted mod bålpladsen.
Han var meget glad. Han smilede og tænkte:
”Jeg tror min gode ven Ravnen er ude på at snyde mig, med det skal han ikke slippe godt om ved…”.
Da Lommen nærmede sig bålpladsen, stod ravnen allerede og viftede med et stykke trækul.
”Skynd dig at komme!”. Lommen steg op af sin kajak og vraltede langsomt derhen.
”Nu vil jeg male din parka først” sagde ravnen begejstret, ”men du skal lukke øjnene en lille smule”.
Ravnen tog fat og begyndte at male de flotteste mønstre på Lommens parka.
”Er du tosset så flot du bliver! Du kan tro der nogen der vil kunne li det” sagde Ravnen.
”Nu må du åbne øjnene!”.
Lommen spærrede øjnene op og ved synet af sin parka, ”uha da da!” sagde Lommen, ”min parka er meget flot.
Tak kære ven”.
”Og så er det min tur, ikke?” sagde Ravnen ivrigt. ”Nu lukker jeg øjnene helt i”
– ”ja, gør det og hold dem helt lukkede, til jeg er færdig” sagde lommen.
Ravnen var så glad. Han ville frygtelig gerne se ud.
Lommen gik i gang med at male med trækullet, langsomt, omhyggeligt.
”Er jeg færdig nu?” spurgte Ravnen. ”Nej, ikke helt” sagde Lommen og malede og malede.
”Nu må du godt åbne øjnene!” Ravnen kiggede op og ned af sig selv.
”Der er ikke for at kritisere vel?, men kunne du ikke gøre det lidt mørkere der… og … der?”.
”Det kan du tro” sagde Lommen. Ravnen lukkede øjnene igen. Lommen malede og malede. I lang tid.
Han følte sig helt varm om hjertet, ved tanken om det han gjorde!
”Så… nu er du færdig! Nu må du åbne øjnene!”.
Forventningsfuld åbnede Ravnen øjnene og så … at han var blevet fuldstændig sort.
Nej, hvor blev han vred!
”Dit store fjols, det var jo ikke meningen, at jeg skulle være så mørk!”
Men Lommen skreg bare af grin. Han vraltede ned mod vandet på sine skæve ben og grinede og grinede.
Ravnen greb en håndfuld aske og kastede det efter Lommen.
Asken ramte ham lige i nakken, før han dykkede ned i vandet.
Det er derfor Lommen har sådan en skæg farveklat i nakken – ligesom aske.
Ravnen løb frem og tilbage på stranden og kastede vildt med aske. Han kunne jo ikke svømme.
Men Lommen dykkede ned og op igen, mens han grinede og grinede.
Det kan man høre den dag i dag. Lommen skratter af grin over at han narrede Ravnen!
Sådan røg et godt venskab sig en tur, og sådan blev Ravnen sort.

Genfortalt efter Inuit-myte

Variant fra Nord-Alaska

Angelus Novus

Der findes et billede af Klee, der hedder Angelus Novus

Det forestiller en engel, der ser ud, som om den er i færd med at fjerne sig fra noget, som den betragter.
Dens øjne er opspærrede, den mund er åben, og dens vinger er udbredt. Historiens engel må se således ud.

Den har sit ansigt vendt mod fortiden.
Hvor en kæde af hændelser fremtræder for vore øjne, der ser den kun én
katastrofe, der uafladeligt hober ruin på ruin og styrter dem for den fødder.
Den vil gerne blive, vække de døde og sammenføje det adskilte.
Men fra Paradis blæser en storm, der har tag i den vinger og så stærk, at englen ikke kan folde dem sammen.
Denne storm driver den ubønhørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen, mens ruinerne vokser op i himlen.
Hvad vi kalder fremskridt, er denne storm.

Walter Benjamin

P.H.

1
Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn
Binde andre med en ring
gør man som helbefar’n
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindu’s paradis
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi

2
Kærlighed og ægteskab
hva’ kommer de hinanden ved ?
Kedsomhedens tomme gab
til kæben går af led
Elskov er den vilde blomst
i gartner hænder går den ud
Skærmet får den sin bekomst
men blomstrer hedt i storm og slud
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusind stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri
I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes travle fortrampede sti
Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund
det netop er kysset fra dig jeg ka’ li’

3
Sel’ når skib på skib går ned
og land på land bliver slettet ud
handler man af ærlighed
og ber til hver sin gud.
Fredstraktat og venskabspagt
det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
i angstens desperate mod.
Det gælder kærlighed og krig
at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn’skenes ord.
Hva’ hjalp de håndslag som I gav
den der står ved mandens grav?
Et menn’ske er nul mod den hellige jord.
Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os og kalder sig vor ven.
Det gælder alle tiders krig,
at alle løfter kun er svig
og ingen kan stole på staternes ord.

4
Møde hvad der venter os
og ingen ve’ hvordan det går
Bære skæbnen uden trods
hvad der så forestår
Glad ved hver en venlighed
men uden tro, at det bli’r ved
Søge fred, idet vi ved,
at vi har ingen krav på fred
Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.

Visen, der har melodi af Kai Normann Andersen, indgik i revykommedien “Dyveke” 31. maj 1940.

Tredje vers er for nylig genfundet, efter at det i 1940 blev fjernet af censuren.
Det er muligt, at PH bevidst har skrevet det, således at der kunne være noget for censuren at slette, hvilket måske ville gøre det lettere for resten af visen at slippe igennem.
I hvert fald gjorde PH intet for at genindsætte det efter besættelsen.

Kilde:
www.fred.dk

Noget galant

Du har ikke givet os et hjerte, for at vi skal hade os selv,
og hænder for at vi skal kvæle os selv, men for at vi skal hjælpe hinanden med at leve et flygtigt og møjsommeligt liv; for at de små forskelle i klædedragt, som dækker vore svage legemer, mellem vort utilstrækkelige sprog, mellem vore latterlige skikke, mellem alle vore ufuldkomne love, mellem alle vore gale meninger, mellem alle vore standsforskelle, som er så forskellige i vore øjen og så ligegyldige for dig, at alle de små nuancer, som adskiller atomerne fra det, vi kalder mennesker, ikke giver anledning til had og genstand for forfølgelse.
Bevar i vore hjerter underkastelsen under din vilje, bevar i dem den rene religion, Fjern fra os al overtro, hvis man forhåne dig gennem uværdige ofre, så afskaf disse ryggeløse mysterier; hvis man ære guddommen gennem tåblige fabler, skulle disse fabler for altid gå til grunde. Bevar vore sæders renhed, venskabet som vore brødre føler, velviljen, som de har mod alle mennesker, deres lydighed mod lovene, deres visdom i privatlivet; måtte de leve og dø i tilbedelsen af én Gud,
han der gengælder det gode.

Voltaire

Den hvide ravn

De hvide skyer varsler vinter, og endelig ser man de hvide farver løsner sig fra himlen og synke mod jorden…
En hvid ravn har sat sig til at vente ved siden af… Det er et held, men det er også en del af spillet, den vil kunne få et ønske opfyldt..
Den tøver. Den har ret til ét ønske, ikke to… Lad os se… Den havde allerede tænkt over det! Den vil gerne have et hav, et uendeligt ocean, uden bølger, men med masser af blæst, så den kan sejle altid uden fare…
Den tøver igen… et ønske, ikke to, det gælder om ikke at fejle… men måske… Den havde også drømt om en øde ø, fuld af folk, der uophørligt udskiftes, men som den samtidig kender godt… og øen skulle være langt borte, ja – langt borte, men samtidig ganske nær, så den tit kunne tage derhen.
Nej! Nej! Det var ikke hvad den ønsker… Den har brug for guld og sølv, masser af rigdom, så den kan købe ting og aldrig mere have lyst til noget… Nej! Nej! Nej!
Det er heller ikke det! Det skal være noget mere – nej, noget mindre fornuftigt… som for eksempel at vokse, ja – vokse og samtidig blive ved med at være lille, eller måske blive ældre og dog stadig bevare den samme alder, eller ligefrem besøge alverdens lande uden at skulle forlade sin landsby. Ja, eller måske, når man nu kan vælge: Løbe uden nogensinde at blive træt, forstå uden først at lytte, se uden selv at blive set, tale uden at sige noget, nej, det er gjort, men spytte på andres grav, det kræver mod, eller række næse ad dem, det skal der også mod til … men nej!
Dér er det!
Så simpelt, tænk, at man ikke tænkte på det …
et ønske,
ét eneste … at vide hvad man vil.

Casework – rettidig omhu

Da Napoleon var flygtet fra Elba, meddelte ”Moniteur” sine læsere denne begivenhed i en artikel med overskriften ” Den vilde har forladt sin hule”.
Derefter meddeltes Napoleons rejse gennem Frankrig med en dags mellemrum bladets læsere sålunde:

”Den korsikanske ulv er landet i bugten ved St. Juan”.

”Tigeren er kommet til Gast”.

”Kæltringen har overnattet i Grenoble”.

”Tyrannen er ankommet til Lyon”.

”Ursurpatoren står 50 mil fra Paris”.

”Bonaparte trænger frem med stor hastighed, men vil aldrig sætte sine ben indenfor Paris’ mure”.

”Napoleon vil i morgen være foran vore porte”.

”Kejseren er ankommet til Fontainebleau”.

”Hans majestæt er i går ankommet til Paris, omgivet af sine tro undersåtter”.

– og således vandt også ”casework” ved nærmere bekendtskab!

Brøcker: Avisen, København 1947.

Krig

Hvorfor er der krig i naturens hjerte?
Hvorfor kæmper naturen med sig selv?
Hvorfor strides landet med havet?
Er der en hævnende kraft i naturen?
Ikke én kraft, men to?
Denne ondskab.
Hvor kommer den fra?
Hvordan blev den en del af verden?
Hvilket frø groede den fra?
Hvem gør dette mod os?
Hvem slår os ihjel?
Stjæler vores liv og lys.
Driller os med det vi kunne have oplevet.

Hjælper vores ulykke verden?
Findes mørket også i dig?
Har du oplevet denne nat?
Får det græsset til at gro eller solen til at skinne?
Kan du ikke glemme det?

Hver gang begynder du forfra.
Krig gør ikke mennesker bedre.
Den gør dem til hunde. Forgifter sjælen. Min kære hustru.
Der sker noget med ens indre på grund af alt blodet og snavset.
Jeg ville forblive den samme for dig.
Jeg vil være, som jeg var før.

Hvordan når vi den anden kyst?
Til de blå bakkedrag.
Kærlighed.
Hvor kommer den fra?
Hvem tændte flammen i os?
Ingen krig kan slukke den eller besejre den.

Jeg var en fange.
Du satte mig fri.

Vi var som en familie. Hvad var det , der gik galt?
Så galt at vi nu kæmper mod hinanden. Hvor vi hver især tager æren.
Hvad skete der med det gode i os?
Lod vi det slippe væk?
Eller smed vi det væk?
Hvorfor gør vi ikke en særlig indsats? Går efter æren?

Man ser på en døende fugl, og tror kun, man kan se smerten.
Men det er døden, man kan se. Døden der griner af én.
Et andet menneske ser den samme fugl, og føler storheden og æren.
Føler, der er noget der smiler til ham.
Hvor er gløden nu?
Alt er løgn . Alt hvad man høre og ser.
Der er så meget at komme af med. Du kan bare ikke lade være. Den ene efter den næste.
Du er i en kasse. En kasse der bevæger sig.
De vil ønske, at du var død. Eller en del af deres løgn.
Der er kun en ting at gøre. Finde noget der er ens eget.
Finde et holdepunkt.
Hvis ikke vi mødes i dette liv. Lad mig da føle afsavnet.
Blot et glimt fra dine øjne og mit liv er dit.
Hvor kendte vi hinanden fra? Hvem var det, som jeg boede sammen med? Gik ture med?
Broderen. Vennen. Mørke fra lyset. Had fra kærlighed.
Er det mon den samme hjerne? Det samme ansigt?
Min sjæl, lad mig blive en del af dig nu.
Se ud gennem mine øjne.
Se de ting du har skabt.
Alle de fantastiske ting.

James Jones – The thin red line