Den hvide ravn

De hvide skyer varsler vinter, og endelig ser man de hvide farver løsner sig fra himlen og synke mod jorden…
En hvid ravn har sat sig til at vente ved siden af… Det er et held, men det er også en del af spillet, den vil kunne få et ønske opfyldt..
Den tøver. Den har ret til ét ønske, ikke to… Lad os se… Den havde allerede tænkt over det! Den vil gerne have et hav, et uendeligt ocean, uden bølger, men med masser af blæst, så den kan sejle altid uden fare…
Den tøver igen… et ønske, ikke to, det gælder om ikke at fejle… men måske… Den havde også drømt om en øde ø, fuld af folk, der uophørligt udskiftes, men som den samtidig kender godt… og øen skulle være langt borte, ja – langt borte, men samtidig ganske nær, så den tit kunne tage derhen.
Nej! Nej! Det var ikke hvad den ønsker… Den har brug for guld og sølv, masser af rigdom, så den kan købe ting og aldrig mere have lyst til noget… Nej! Nej! Nej!
Det er heller ikke det! Det skal være noget mere – nej, noget mindre fornuftigt… som for eksempel at vokse, ja – vokse og samtidig blive ved med at være lille, eller måske blive ældre og dog stadig bevare den samme alder, eller ligefrem besøge alverdens lande uden at skulle forlade sin landsby. Ja, eller måske, når man nu kan vælge: Løbe uden nogensinde at blive træt, forstå uden først at lytte, se uden selv at blive set, tale uden at sige noget, nej, det er gjort, men spytte på andres grav, det kræver mod, eller række næse ad dem, det skal der også mod til … men nej!
Dér er det!
Så simpelt, tænk, at man ikke tænkte på det …
et ønske,
ét eneste … at vide hvad man vil.