Lige så sikkert som “Amen” i kirken

This garden universe vibrates complete
Some may get a sound so sweet
Vibrations reach on up to become light
And then through gamma, out of sight
Between the eyes and ears there lie
The sounds of color and the light of a sigh
And to hear the sun, what a thing to believe
But it’s all around if we could but perceive
To know ultra violet, infra-red and X-rays
Beauty to find in so many ways
Two notes of the chord, that’s our full scope
But to reach the chord is our life’s hope
And to name the chord is important to some
So they give a word and the word is Om
The Word
Moody Blues

The War Racket

Ooo you’re slick – you investors in hate
You Saddams and you Bushes You Bin Ladens and snakes
You billionaire bullies You’re a globalized curse
You put war on the masses while you clean out the purse
And that’s how it’s done War after war
You old feudal parasites just sacrifice the poor
Got the cutting edge weapons but your scam’s still the same
as it’s been since the Romans: It’s the patriot game
It’s the war racket It’s the war racket
You twisters of language – Creeps of disguise
Your disinformation – Worms in your eyes
You Halloween robbers You privileged thieves
You profit on war: there’s less money in peace
That’s how it’s done time after time
Country after country and crime after crime
You pretend it’s religion and there’s no one to blame for
the dead and impoverished in the patriot
in the War Racket
We got the worlds greatest power and you team up with thugs
Make a fortune on weapon, destruction and drugs
But your Flags & boots & uniforms start to all look the same
when both sides are playing the patriot game.
It’s the War Racket
That’s how it’s done and you’ve got our sons
in the crosshairs of horror at the end of a gun
But your flags & boots & uniforms all turn to shame
when both sides are playing the patriot game
And war is never, never holy
It’s just a greedy men’s dream
And you 2-faced crusaders – Both sides are obscene.
War is NOT made by God: it IS made by men who
misdirect our attention while you thieves do your thing
And that’s how it’s done
About every 30 years
The rich fill their coffers
The poor fill with tears
The young fill the coffins
The old hang a wreath
The politicians get photographed with their names underneath.
It’s the patriot game It’s the war racket

Buffy Sainte-Marie

Freden bliver kun til i næstekærlighedens jordbund

Det eneste krig efterlader er minder om det fortabte,
og hvordan soldater gik i døden sammen
– ligegyldig hvilken side de var på.

Sejrens hædr, belyser de besejredes brister.
Den fortæller verden om de andres fejl,
men glemmer sine egne misgerninger.

Alessandro Pepe, My Honor Was Loyalty

Namaste

Ordet Namaste  stammer fra sanskrit og betyder “Jeg bøjer mig for dig” eller “Det guddommelige i mig, ærer det guddommelige i dig [ Jeg ærer lyset i dig].
Fra buddhistisk oversat til “dansk” betyder det: Min sjæl hilser og ære din sjæl i guddommelig kærlighed.

Namaste er en sammenskrivning af ordene Namah der betyder “at bøje”, as der betyder “jeg” og te som betyder dig. Namaste

Ordet bliver brugt som en respektfuld og kærlig gestus og for at sige tak – både i forhold til ens medmennesker, omgivelser og én selv.

Udviklingspotentiel evne

Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom.

Meir Aaron Goldshmidt

Citat der stod på en Gajol-pakke, Ren Lakrids, Sort pakke.

Måske skulle citatet have været præciseret til at være: “…den udviklende evne til at være opmærksom”,
da opmærksom/-hed, som dannelsesbegreb, ikke kan have et topmål/endemål, hvilket ordet: “udviklede evne” synes at antyde, men konstant må være en proces/ en udviklende process.

3D= Det da dødt

Væn dig til den overbevisning, at døden ikke angår os.
Thi alt godt og ondt beror på sansning, og døden er sansningens ophør.
Rigtig forståelse af, at døden ikke angår os, bibringer derfor livet nydelse trods dets korthed;
tiden udstrækkes ikke uendeligt, men vi befries for længsel efter udødelighed.
Der er intet afskrækkende i livet for den, der ret forstå.
Derfor er det meningsløst, hvis man forsvarer dødsfrygten med at sige, at ganske vist volder døden ingen smerte, når den kommer, men at tanken på dens komme er smertelig. For det der ikke volder smerte, når det kommer, volder kun smerte, når man tænker på det. Døden, den frygtligste ulykke angår således ikke os; thi når vi er, er døden ikke, og når døden kommer, vil vi ikke være. Alstå angår den hverken levende eller døde: for de levende er den ikke, de døde er selv ikke mere.

Epikur

Hvorfor Ravnen er sort

I begyndelsen var alle fugle hvide.
På den tid var en ravn og en lom fine venner.
De gik på jagt sammen om dagen og tilbragte mange aftener sammen med at snakke og pjatte og lave sjov med hinanden.
En dag kom Ravnen med en god idé: ”kære ven” sagde han, ”nu har vi to ærgret os sådan over,
at vi altid lyser op i landskabet om sommeren.
Vi er alt for lette at opdage for vores fjender. Skulle vi ikke tage at male vores parkaer?”.
Lommen syntes, det var en strålende idé. Han havde evig og altid besvær med at fange fisk.
Han skræmte dem på lang afstand, fordi han var så hvid.
”Med hvad?” spurgte Lommen.
”Vi kan bruge trækul. Og hvem kan male alle tiders smarte mønstre på vores parkaer!”.
Så fortalte Ravnen, at han vidste, hvor der var en forladt bålplads. ”Med masser af trækul”.
Der kunne de tage hen og så male hinanden.
Ravnen ville flyve i forvejen.
Og Lommen, der ikke var så god til at bevæge sig på landjorden, skulle ankomme i kajak.
De tog afsked. Lommen kravlede ned i sin lille kajak og padlede langsomt af sted mod bålpladsen.
Han var meget glad. Han smilede og tænkte:
”Jeg tror min gode ven Ravnen er ude på at snyde mig, med det skal han ikke slippe godt om ved…”.
Da Lommen nærmede sig bålpladsen, stod ravnen allerede og viftede med et stykke trækul.
”Skynd dig at komme!”. Lommen steg op af sin kajak og vraltede langsomt derhen.
”Nu vil jeg male din parka først” sagde ravnen begejstret, ”men du skal lukke øjnene en lille smule”.
Ravnen tog fat og begyndte at male de flotteste mønstre på Lommens parka.
”Er du tosset så flot du bliver! Du kan tro der nogen der vil kunne li det” sagde Ravnen.
”Nu må du åbne øjnene!”.
Lommen spærrede øjnene op og ved synet af sin parka, ”uha da da!” sagde Lommen, ”min parka er meget flot.
Tak kære ven”.
”Og så er det min tur, ikke?” sagde Ravnen ivrigt. ”Nu lukker jeg øjnene helt i”
– ”ja, gør det og hold dem helt lukkede, til jeg er færdig” sagde lommen.
Ravnen var så glad. Han ville frygtelig gerne se ud.
Lommen gik i gang med at male med trækullet, langsomt, omhyggeligt.
”Er jeg færdig nu?” spurgte Ravnen. ”Nej, ikke helt” sagde Lommen og malede og malede.
”Nu må du godt åbne øjnene!” Ravnen kiggede op og ned af sig selv.
”Der er ikke for at kritisere vel?, men kunne du ikke gøre det lidt mørkere der… og … der?”.
”Det kan du tro” sagde Lommen. Ravnen lukkede øjnene igen. Lommen malede og malede. I lang tid.
Han følte sig helt varm om hjertet, ved tanken om det han gjorde!
”Så… nu er du færdig! Nu må du åbne øjnene!”.
Forventningsfuld åbnede Ravnen øjnene og så … at han var blevet fuldstændig sort.
Nej, hvor blev han vred!
”Dit store fjols, det var jo ikke meningen, at jeg skulle være så mørk!”
Men Lommen skreg bare af grin. Han vraltede ned mod vandet på sine skæve ben og grinede og grinede.
Ravnen greb en håndfuld aske og kastede det efter Lommen.
Asken ramte ham lige i nakken, før han dykkede ned i vandet.
Det er derfor Lommen har sådan en skæg farveklat i nakken – ligesom aske.
Ravnen løb frem og tilbage på stranden og kastede vildt med aske. Han kunne jo ikke svømme.
Men Lommen dykkede ned og op igen, mens han grinede og grinede.
Det kan man høre den dag i dag. Lommen skratter af grin over at han narrede Ravnen!
Sådan røg et godt venskab sig en tur, og sådan blev Ravnen sort.

Genfortalt efter Inuit-myte

Variant fra Nord-Alaska

Angelus Novus

Der findes et billede af Klee, der hedder Angelus Novus

Det forestiller en engel, der ser ud, som om den er i færd med at fjerne sig fra noget, som den betragter.
Dens øjne er opspærrede, den mund er åben, og dens vinger er udbredt. Historiens engel må se således ud.

Den har sit ansigt vendt mod fortiden.
Hvor en kæde af hændelser fremtræder for vore øjne, der ser den kun én
katastrofe, der uafladeligt hober ruin på ruin og styrter dem for den fødder.
Den vil gerne blive, vække de døde og sammenføje det adskilte.
Men fra Paradis blæser en storm, der har tag i den vinger og så stærk, at englen ikke kan folde dem sammen.
Denne storm driver den ubønhørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen, mens ruinerne vokser op i himlen.
Hvad vi kalder fremskridt, er denne storm.

Walter Benjamin

Den hvide ravn

De hvide skyer varsler vinter, og endelig ser man de hvide farver løsner sig fra himlen og synke mod jorden…
En hvid ravn har sat sig til at vente ved siden af… Det er et held, men det er også en del af spillet, den vil kunne få et ønske opfyldt..
Den tøver. Den har ret til ét ønske, ikke to… Lad os se… Den havde allerede tænkt over det! Den vil gerne have et hav, et uendeligt ocean, uden bølger, men med masser af blæst, så den kan sejle altid uden fare…
Den tøver igen… et ønske, ikke to, det gælder om ikke at fejle… men måske… Den havde også drømt om en øde ø, fuld af folk, der uophørligt udskiftes, men som den samtidig kender godt… og øen skulle være langt borte, ja – langt borte, men samtidig ganske nær, så den tit kunne tage derhen.
Nej! Nej! Det var ikke hvad den ønsker… Den har brug for guld og sølv, masser af rigdom, så den kan købe ting og aldrig mere have lyst til noget… Nej! Nej! Nej!
Det er heller ikke det! Det skal være noget mere – nej, noget mindre fornuftigt… som for eksempel at vokse, ja – vokse og samtidig blive ved med at være lille, eller måske blive ældre og dog stadig bevare den samme alder, eller ligefrem besøge alverdens lande uden at skulle forlade sin landsby. Ja, eller måske, når man nu kan vælge: Løbe uden nogensinde at blive træt, forstå uden først at lytte, se uden selv at blive set, tale uden at sige noget, nej, det er gjort, men spytte på andres grav, det kræver mod, eller række næse ad dem, det skal der også mod til … men nej!
Dér er det!
Så simpelt, tænk, at man ikke tænkte på det …
et ønske,
ét eneste … at vide hvad man vil.

Coventry Cathredral Prayer

THE COVENTRY LITANY OF RECONCILIATION
Coventry Cathedral Prayer

All have sinned and fallen short of the glory of God.

The hatred which divides nation from nation, race from race, class from class,
Father forgive.

The covetous desires of people and nations to possess what is not their own,
Father forgive.

The greed which exploits the work of human hands and lays waste the earth,
Father forgive.

Our envy of the welfare and happiness of others,
Father forgive.

Our indifference to the plight of the imprisoned, the homeless, the refugee,
Father forgive.

The lust which dishonours the bodies of men, women and children,
Father forgive.

The pride which leads us to trust in ourselves and not in God,
Father forgive.

Be kind to one another, tender-hearted, forgiving one another,
as God in Christ forgave you.

Die evangelische Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, Berlin, 1986.
www.gedaechtniskirche-berlin.de

Egoteknoid

Egoteknoid = Sammenstilling/sammenskrivning af egoistiske og idé-odiske teknokrater og tecnofreaks
– der har en ego-elitær destruktiv og samfunds-ødelæggende holdning.
Findes typisk blandt over + middelklassefolk, politikere, økonomer og folk med al for stor tiltro til vækstfilosfi og individualitetens universialitet.

Stod som notits på et stykke papir der lå i en bog.

Man skal starte inde i sig selv … / Der er altid et håb

At fjerne negative årsager (karma), sociale + andre baggrunde, og erstatte dem med “friheder/frihed”
– kræver en “erstatningsvare”/ noget der kan stilles – bedre – i stedet.’

Tilstedeværelse / Nuet og evigt / Fravær af begær / Fravær af had / Tilgivelse / Næstekærlighed
og det at være et tvivlende, famlende og søgende menneske.

Samt måske forståelsen af barmhjertighed fremfor firkantet retfærdighed.

Tilegnet:

De skælvende fjelde
Lysets mystik
Vindens berøring
og
Vandets glæde mens det falder.