Lige så sikkert som “Amen” i kirken

This garden universe vibrates complete
Some may get a sound so sweet
Vibrations reach on up to become light
And then through gamma, out of sight
Between the eyes and ears there lie
The sounds of color and the light of a sigh
And to hear the sun, what a thing to believe
But it’s all around if we could but perceive
To know ultra violet, infra-red and X-rays
Beauty to find in so many ways
Two notes of the chord, that’s our full scope
But to reach the chord is our life’s hope
And to name the chord is important to some
So they give a word and the word is Om
The Word
Moody Blues

Simple Formula for Liveing

Live beneath your means.
Return everything you borrow.
Stop blaming other people.
Admit it when you make mistake.
Give clothes not worn to charity.
Do something nice and try not to get caught.
Listen more; talk less.
Every day take a 30 min. walk.
Strive for excellence, not perfection.
Be on time. Don’t make excuses.
Dont’t argue. Get organized.
Be kind to unkind people.
Let somone cut ahead of you in line.
Take time to be alone.
Cultivate good manners.
Be humble.
Realize an accept that life isn’t fair.
Know when to keep your mouth shut.
Go an entire day without criticizing anyone.
Learn from the past. Plan for the future.
Liven in the present.
Don’t sweat the small stuff.
It’s all small stuff.

Der er “Noget af Gud”, i og ved ethvert menneske

Gott sei vor dir, um dir den rechten weg zu zeigen,
Gott sei neben dir, um dich in die Arme zu schleissen, um dich zu schützen gegen Gefahren.
Gott sei hinter dir, um dich aufzufangen, wenn du fällst.
Gott sei in dir, um dich zu trösten, wenn du traurig bist.
Gott sei um dich herum. um dich zu verteidigen, wenn andre über dich herfallen.
Gott sie über dir, um dich zu segnen.
So segne dich Gott, heute und allezeit.

Wünchen mit Gottes Segen auf dem weider weg,
von ein deutche kirche wenn man es weider verlassen.

Freden bliver kun til i næstekærlighedens jordbund

Det eneste krig efterlader er minder om det fortabte,
og hvordan soldater gik i døden sammen
– ligegyldig hvilken side de var på.

Sejrens hædr, belyser de besejredes brister.
Den fortæller verden om de andres fejl,
men glemmer sine egne misgerninger.

Alessandro Pepe, My Honor Was Loyalty

Just Another Day

Oh it’s just another day,
It’s just another day on Earth

Oh it’s just another day,
Just another day,
It’s just another day on Earth

Oh it’s just another day on Earth
It’s just another day on Earth

One day, we will put it all behind,
We’ll say, that was just another time,
We’ll say, that was just another day on Earth

We’ll say, that was just another time,
One day, we will put it all behind,
We’ll say, that was just another day on Earth

Just another day,
It’s just another day,
Oh it’s just another day on Earth

It’s just another day on Earth

Brian Eno

(Hør den her)


Though I know the night has fallen and the sun’s sailed out to sea
I will wait here for the band to play the trumpet voluntary
And with one foot on the seashore and the other in the sand
I will stand here plaiting daisies whilst you play the piano-grand
Caprice, your bugle blew away the cobwebs from my ears
And for once I stood quite naked. unashamed, I wept the tears
Which I tried to hide inside myself from me, I mean from you
But the shame I found too painful and the pain it only grew

Magdalene, my regal zonophone

Procol Harum
Shine On Brigthly (1968) (- Hør hele pladen!)


In Held Twas In I “Glimpses of Nirvana”

In the darkness of the night, only occasionally relieved by glimpses of nirvana as seen through other people’s windows, wallowing in a morass of self-despair made only more painful by the knowledge that all I am is of my own making. When everything around me, even the kitchen ceiling, has collapsed and crumbled without warning. And I am left, standing in the eye of a well looking up and wondering why and wherefore.
At a time like this, which exists maybe only for me, but is nonetheless real, if I could communicate, and in the telling and the bearing of my soul anything is gained, even though the words which I use are pretentious and make you cringe with embarrassment, let me remind you of the pilgrim who asked for an audience with the Dalai Lama.
He was told he must first spend five years (in) contemplation. After the five years, he was ushered into the Dalai Lama’s presence, who said, “Well, my son, what do you wish to know?”
So the pilgrim said, “I wish to know the meaning of life, father.”
And so the Dalai Lama smiled and said, “Well my son, life is like a beanstalk, isn’t it?”

Held close by that which some despise
Which some call fate, and others lies
And somewhat small for one so tall
A doubting Thomas? Who would be?
It’s written plain for all to see
For one who I am with no more
It’s hard at times, it’s awful wrong

They say that Jesus healed the sick and helped the poor
And those unsure believed his eyes – a strange disguise
Still write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid
Only sometimes, still no doubt
It’s hard to say, it all works out

“‘Twas Tea-Time at the Circus”

‘Twas tea-time at the circus
King Jimmy, he was there
Through hoops he skipped, highwires he tripped
And all the while the glare
Of the aching, baking spotlight
Beat down upon his cloak
And though the crowd clapped furiously
They could not see the joke

‘Twas tea-time at the circus
Though some might not agree
As jugglers danced and horses pranced
And clowns clowned endlessly
From trunk to tail, the elephants
Quite silent, never spoke
And though the crowd clapped desperately
They could not see the joke

“The Autumn of My Madness”

In the autumn of my madness
When my hair is turning grey
For the milk has finally curdled
And I’ve nothing left to say
When all my thoughts are spoken
(Save my last departing verse)
Bring all my friends unto me
And I’ll strangle them with words

In the autumn of my madness
Which in coming won’t be long
For the nights are now much darker
And the daylight’s not so strong
And the things which I believed in
Are no longer quite enough
For the knowing is much harder
And the going’s getting rough

“Look to Your Soul”

I know if I’d been wiser
This would never have occurred
But I wallowed in my blindness
So it’s plain that I deserve
For the sin of self-indulgence
When the truth was read quite clear
I must spend my life amongst the dead
Who spend their lives in fear
Of a death that they’re not sure of
Of a life they can’t control
It’s all so simple really,
If you just look to your soul

Some say that I’m a wise man
Some think that I’m a fool
It doesn’t matter either way
I’ll be a wise man soon
For the lesson lies in learning
And by teaching, I’ll be taught
For there’s nothing hidden anywhere
It’s all there to be sought
And so if you know anything
Look closely at the time
For others who remain untrue
And won’t commit that crime, yeah…

It’s all so simple, really,
If you’ll just look to your soul

“Grande Finale”


Procol Harum
Shine On Brightly, (1968)
In Held Twas In I
“Glimpses of Nirvana”

Hvorfor Ravnen er sort

I begyndelsen var alle fugle hvide.
På den tid var en ravn og en lom fine venner.
De gik på jagt sammen om dagen og tilbragte mange aftener sammen med at snakke og pjatte og lave sjov med hinanden.
En dag kom Ravnen med en god idé: ”kære ven” sagde han, ”nu har vi to ærgret os sådan over,
at vi altid lyser op i landskabet om sommeren.
Vi er alt for lette at opdage for vores fjender. Skulle vi ikke tage at male vores parkaer?”.
Lommen syntes, det var en strålende idé. Han havde evig og altid besvær med at fange fisk.
Han skræmte dem på lang afstand, fordi han var så hvid.
”Med hvad?” spurgte Lommen.
”Vi kan bruge trækul. Og hvem kan male alle tiders smarte mønstre på vores parkaer!”.
Så fortalte Ravnen, at han vidste, hvor der var en forladt bålplads. ”Med masser af trækul”.
Der kunne de tage hen og så male hinanden.
Ravnen ville flyve i forvejen.
Og Lommen, der ikke var så god til at bevæge sig på landjorden, skulle ankomme i kajak.
De tog afsked. Lommen kravlede ned i sin lille kajak og padlede langsomt af sted mod bålpladsen.
Han var meget glad. Han smilede og tænkte:
”Jeg tror min gode ven Ravnen er ude på at snyde mig, med det skal han ikke slippe godt om ved…”.
Da Lommen nærmede sig bålpladsen, stod ravnen allerede og viftede med et stykke trækul.
”Skynd dig at komme!”. Lommen steg op af sin kajak og vraltede langsomt derhen.
”Nu vil jeg male din parka først” sagde ravnen begejstret, ”men du skal lukke øjnene en lille smule”.
Ravnen tog fat og begyndte at male de flotteste mønstre på Lommens parka.
”Er du tosset så flot du bliver! Du kan tro der nogen der vil kunne li det” sagde Ravnen.
”Nu må du åbne øjnene!”.
Lommen spærrede øjnene op og ved synet af sin parka, ”uha da da!” sagde Lommen, ”min parka er meget flot.
Tak kære ven”.
”Og så er det min tur, ikke?” sagde Ravnen ivrigt. ”Nu lukker jeg øjnene helt i”
– ”ja, gør det og hold dem helt lukkede, til jeg er færdig” sagde lommen.
Ravnen var så glad. Han ville frygtelig gerne se ud.
Lommen gik i gang med at male med trækullet, langsomt, omhyggeligt.
”Er jeg færdig nu?” spurgte Ravnen. ”Nej, ikke helt” sagde Lommen og malede og malede.
”Nu må du godt åbne øjnene!” Ravnen kiggede op og ned af sig selv.
”Der er ikke for at kritisere vel?, men kunne du ikke gøre det lidt mørkere der… og … der?”.
”Det kan du tro” sagde Lommen. Ravnen lukkede øjnene igen. Lommen malede og malede. I lang tid.
Han følte sig helt varm om hjertet, ved tanken om det han gjorde!
”Så… nu er du færdig! Nu må du åbne øjnene!”.
Forventningsfuld åbnede Ravnen øjnene og så … at han var blevet fuldstændig sort.
Nej, hvor blev han vred!
”Dit store fjols, det var jo ikke meningen, at jeg skulle være så mørk!”
Men Lommen skreg bare af grin. Han vraltede ned mod vandet på sine skæve ben og grinede og grinede.
Ravnen greb en håndfuld aske og kastede det efter Lommen.
Asken ramte ham lige i nakken, før han dykkede ned i vandet.
Det er derfor Lommen har sådan en skæg farveklat i nakken – ligesom aske.
Ravnen løb frem og tilbage på stranden og kastede vildt med aske. Han kunne jo ikke svømme.
Men Lommen dykkede ned og op igen, mens han grinede og grinede.
Det kan man høre den dag i dag. Lommen skratter af grin over at han narrede Ravnen!
Sådan røg et godt venskab sig en tur, og sådan blev Ravnen sort.

Genfortalt efter Inuit-myte

Variant fra Nord-Alaska

Niels Bohr – Yin og Yang

“De indbyrdes modsætninger er komplementære” /
”Contraria sunt complementa” (”Modsætninger er komplementære”)
skrev Niels Bohr i sit våbenskjold, da han blev adlet og udnævnt til ridder af elefantordenen.


Han forsøgte at vise det, ved at inkludere yin–yang tegnet.

For Bohr var sandhed og klarhed nemlig komplementære
– altså på samme tid hinandens modsætninger og hinandens opfyldelse.

Wikipedia – om Niels Bohr