Tag: Tro

1
Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn
Binde andre med en ring
gør man som helbefar’n
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindu’s paradis
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi

2
Kærlighed og ægteskab
hva’ kommer de hinanden ved ?
Kedsomhedens tomme gab
til kæben går af led
Elskov er den vilde blomst
i gartner hænder går den ud
Skærmet får den sin bekomst
men blomstrer hedt i storm og slud
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusind stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri
I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes travle fortrampede sti
Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund
det netop er kysset fra dig jeg ka’ li’

3
Sel’ når skib på skib går ned
og land på land bliver slettet ud
handler man af ærlighed
og ber til hver sin gud.
Fredstraktat og venskabspagt
det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
i angstens desperate mod.
Det gælder kærlighed og krig
at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn’skenes ord.
Hva’ hjalp de håndslag som I gav
den der står ved mandens grav?
Et menn’ske er nul mod den hellige jord.
Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os og kalder sig vor ven.
Det gælder alle tiders krig,
at alle løfter kun er svig
og ingen kan stole på staternes ord.

4
Møde hvad der venter os
og ingen ve’ hvordan det går
Bære skæbnen uden trods
hvad der så forestår
Glad ved hver en venlighed
men uden tro, at det bli’r ved
Søge fred, idet vi ved,
at vi har ingen krav på fred
Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.

Visen, der har melodi af Kai Normann Andersen, indgik i revykommedien “Dyveke” 31. maj 1940.

Tredje vers er for nylig genfundet, efter at det i 1940 blev fjernet af censuren.
Det er muligt, at PH bevidst har skrevet det, således at der kunne være noget for censuren at slette, hvilket måske ville gøre det lettere for resten af visen at slippe igennem.
I hvert fald gjorde PH intet for at genindsætte det efter besættelsen.

Kilde:
www.fred.dk